Om Aikido / Iwama Aikido

Iwama Aikido

Fra 1942 flyttede O-Sensei ud på landet nord øst for Tokyo til en lille landsby ved navn Iwama, i landsdelen Ibaraki –ken.
Her byggede han Aiki Jinja (Shinto tempel dedikeret til Aikido) og sin dojo. Denne flytning til dette fredelige landområde gav O-Sensei ro i sjælen. Han arbejdede meget med at dyrke jorden og fordybe sig i sin træning, både med jo og ken, såvel som tai jutsu.

Den Aikido som O-Sensei trænede og underviste i var baseret på det koncept som hedder ”riai” – en treenighed af aiki-ken, aiki-jo og taijutsu. Tai jutsu teknikkerne blev undervist i systematisk form, og med fokus på tre niveauer af udførsel: kihon (basis),awase (fleksibel) og ki no nagare (flydende). Der blev lagt megen vægt på våbentræningen som en uadskillelig del af Aikido.

Morihiro Saito Sensei levede i 23 år ved O-Sensei´s side og tog del i den daglige træning hvor O-Sensei brugte den unge Morihiro Saito til at teste og udvikle sin aikido. På denne måde blev Saito Sensei delagtiggjort i en fantastisk udviklingsproces og fik en dyb og indgående indsigt i aikidoen som den blev trænet og undervist i Iwama. Saito Sensei gjorde det til sin livsopgave at bevare og undervise de principper som han havde lært af grundlæggeren O-Sensei.

For at understrege, at det var denne form for træning som Saito Sensei videreførte efter O-Senseis død, begyndte Saito Sensei at kalde dette for ”Iwama Style Aikido”. Efter et stykke tid, syntes Saito Sensei at det vil være bedre at have et japansk navn til dette formål, og han valgte at kalde det ”Iwama Ryu”. Ryu betyder ”stil” eller ”skole” på japansk.

Saito Sensei understregede tydeligt at han ikke vil kalde det ”Saito Ryu” da det ikke var ham som havde lavet disse teknikker, og at han kun prøvede at videregive træningen på samme måde som han havde modtaget den fra O-Sensei, dog tilføjet en pædagogisk, inddelt undervisningsform som gjorde tilegnelsen af teknikkerne lettere.

Kilde: Takemusu Aikido Danmark


Slagelse Aikido Klub | Søndermarkshallen, Byskov Allé 41., 4200 Slagelse  | Tlf.: 20430516